Mozzarellaen af mærket Trentin har den helt rigtige balance mellem syre og salt. Også konsistensen er i top, vurderer de to smagsdommere, Michael René og Preben Vestergaard. Foto: Kristian Brasen
Mozzarellaen af mærket Trentin har den helt rigtige balance mellem syre og salt. Også konsistensen er i top, vurderer de to smagsdommere, Michael René og Preben Vestergaard. Foto: Kristian Brasen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vinder-mozzarella: Smager af ost og knirker perfekt

Alle mozzarellakuglerne i smagstesten præsterer over middel. En enkelt får topkarakter for både smag og konsistens

Af Maren Urban Swart
mas@sondagsavisen.dk
Sådan skal en Mozzarella-kugle smage

Den skal være hvid, blød og skinnende og må gerne være fiberagtig i konsistensen. 
Den skal knirke, når man tygger på den, og blive tør til sidst. 
Smagsmæssigt skal den være frisk af mælkesyre, være oste-/flødeagtig og må ikke være for salt eller sur.

 

Tilhører du gruppen af danskere, der får mundvand ved tanken om at sætte tænderne i en omgang salat i de italienske farver med mozzarella, tomat og basilikum, så går du ikke galt i byen, uanset hvilken af supermarkedernes mozzarellakugler du kommer i. Det viser smagstesten af otte bud på den runde, hvide ost.

“Det er en ost, som generelt ikke smager af så meget, så de er svære at skelne fra hinanden, men ingen af dem ryger i kulkælderen,” forklarer Preben Vestergaard, adjunkt og underviser på Professionshøjskolen Metropol, efter at have smagt på dem alle.

Mangler smag

Selvom der ikke er kæmpestor forskel, er det alligevel muligt at opdele de otte oste i kategorierne 'god', 'fortrinlig' og 'fremragende'.

I kategorien 'god' dækker ostene spektret fra meget blød til hård i konsistensen, men har alle det til fælles, at de mangler noget smag. En af dem er Castellis mozzarella, som ender nederst i skemaet, fordi den har den højeste kilopris.

“Den har en saftig konsistens og vil egne sig godt til en salat, hvor man har brug for noget blødt, men smagsmæssigt er den meget mild, og man savner noget syre og salt,” forklarer Michael René, lektor på Professionshøjskolen Metropol.

De 'fortrinlige' oste er alle lavet af økologisk mælk. Smagen har fået et nøk opad uden dog helt at være i mål.

“Man kan smage, at det er ost, men den savner stadig lidt syre og salt,” siger Preben Vestergaard om Ambrosis økologiske mozzarella.

Knirkende fornemmelse

Michael René efterlyser også noget salt i osten, der sælges i Rema 1000, men han er glad for dens tekstur.

“Den er saftig, og så giver den noget af den knirkende fornemmelse, som en mozzarellaost skal have, når man spiser den,” siger han.

Der er dog én ost, der fejer de andre af banen, og som både i smag og konsistens fortjener stemplet 'fremragende', mener de to dommere og giver Trentins mozzarella seks stjerner.

“Den er saftig, den smager af ost og mejeri, og den har den rette mængde salt,” siger Preben Vestergaard, mens Michael René supplerer med mere ros:

“Den har en god syre, der fylder meget, og den knirker, når man tygger på den, og bliver tør til sidst, præcis som den skal.”

Publiceret: 18. Juni 2017 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Esbjerg

ANNONCER
Se flere