Søren Pilegaard (tv.) og Mie Hyttel (th.) er Hjerting Badehotels nye direktører, imens Peter Petersen er ny formand.
Søren Pilegaard (tv.) og Mie Hyttel (th.) er Hjerting Badehotels nye direktører, imens Peter Petersen er ny formand.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Udskiftning på Hjerting Badehotel

Søren Pilegaard og Mie Hyttel er badehotellets nye direktører

Det er tid til nye tider på Hjerting Badehotel. Efter snart 37 år i spidsen for badehotellet har hotelejer Peter Petersen fra 1. januar solgt knap halvdelen af driftsselskabet Hjerting Badehotel – Esbjerg A/S til hotellets F&B Chef Søren Pilegaard og hotellets salgschef Mie Hyttel.

Begge indtræder nu i selskabet som direktører, imens Peter Petersen bliver selskabets nye formand.

“Vi har ladet op til det i et par år. De to nye medejere har begge været ansat i en årrække, og nu er tiden inde til, at de skal videre i deres karriere. Derfor er det nu, at generationsskiftet sker,” fortæller Peter Petersen til Lokalavisen Esbjerg.

Siden 2015 har forberedelserne til generationskiftet været i gang, hvor Peter Petersen har trukket sig fra de daglige opgaver og ledelse.

Ikke de store forandringer

De to nye direktører har et godt kendskab til både branchen samt Hjerting Badehotel. Søren Pilegaard er 35 år, og har været ansat på Hjerting Badehotel siden 2013 først som køkkenchef og i det sidste år med ansvaret for restaurationsdelen på hele Hjerting Badehotel.

Mie Hyttel er 29 år, som ud over at være opvokset på badehotellet som datter af Peter Petersen også har været ansat på Hjerting Badehotel gennem mange år, idet hun startede som medhjælper i køkkenet som 15-årig og senere blev udlært tjener og har gennemført hotellederuddannelsen i København i 2015.

“Det er ikke ambitionen, at der skal ske forandringer. Vi har en god drift herude i øjeblikket, og begge de nye direktører har været med i lederskabet, så det er deres linje, der ligger herude nu,” forklarer Peter Petersen.

Svært at holde sig væk

Som selskabets formand er det ikke meningen, at Peter Petersen skal have sin daglige gang på badehotellet, og det bliver ifølge ham selv svært.

“Det gør det da. Det bliver mærkeligt, men jeg vil da fortsat også komme herude. Det er jo et dejligt sted,” fortæller han og fortsætter:

“Men det er vigtigt at sige, at det er de nye direktører, der har overtaget ledelsen. Jeg ville ikke gå at blande mig. Det er dem, der bestemmer nu.”

Hjerting Badehotel har siden 2008, hvor hotellet gennemgik en større renovering, været igennem en fantastisk udvikling og kan også i 2016 notere fremgang i både restauranterne Strandpavillonen og Ship Inn samt i værelses- og feriehusudlejningen.

Hotellet har cirka 75 medarbejdere på både hel og deltid og omsatte i 2016 for cirka 40 millioner kroner.

Publiceret: 11. Januar 2017 10:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Esbjerg

Annonce
ANNONCER
Se flere