Arkivfoto: Photo-andersen.dk
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Optakt: Knald eller fald for de to mandskaber

Det er nødvendigt med en syvende og altafgørende semifinalekamp om en finaleplads mellem Esbjerg Energy og Frederikshavn White Hawks i Metal Ligaens slutspil. Det ligger fast efter esbjergenserne søndag aften tabte kamp seks til de nordjyske høge med 4-3 i Granly Hockey Arena.

"Jeg synes, at vi kan tage indsatsen i tredje periode med til tirsdagens kamp. Resten skal vi bare glemme, for der er en ny kamp i Frederikshavn. Vi skal bare klø på," vurderer Niklas Andersen i en pressemeddelelse.

Energy-holdet fik ikke den bedste start på søndagens opgør, men kom bagud med 3-0 inden vestjyderne fandt vej til netmaskerne.

"Frederikshavn har også været bagud med 3-0 mod os. Vi kom tilbage i søndagskampen og var tæt på en udligning. Det er positivt. Vi har vundet deroppe to gange og det kan vi gøre igen," fortsætter den 19-årige målscorer fra kamp seks.

Tyler Fiddler og Phillip Bruggisser scorede de to øvrige mål for Esbjerg Energy.

"Jeg synes, at vi har fine muligheder i Frederikshavn tirsdag aften. Vi har vundet deroppe i de to seneste kampe, og jeg mener, at vores chancer er lige så gode som deres. Det er to stærke mandskaber og det virker som om, at det hold som scorer først vinder," understreger Niklas Andersen.

De to seneste kampe i Scanel Hockey Arena i Frederikshavn blev begge vundet med 3-2.

"Ja, vi har stadig muligheden. Vi havde muligheden for at afgøre serien allerede søndag, men udnyttede ikke chancen. Der er en ny kamp tirsdag, og der må vi bare gøre vort bedste for at udnytte den chance," tilføjer cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy i pressemeddelelsen.

"Set over samtlige 60 minutter kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere desperation i vort spil. Men periodisk og specielt da vi kom bagud med 3-0 blev tingene væsentligt forbedret," konkluderer den 49-årige canadier.

"Vi fik reduceret til 3-2, og blev mødt af modgang, da Frederikshavn øgede føringen men fortsatte og fik igen reduceret til 4-3 i slutminutterne. Vi kæmpede ufortrødent til den bitre ende, men det rakte desværre ikke," forklarer Mark Pederson.

Begge mandskaber har nu vundet tre kampe, og mangler altså den fjerde og afgørende sejr for at avancere fra semifinalerne.

Den syvende og afgørende kamp om en plads i finalen mod Gentofte Stars spilles i aften klokken 20.30 i Frederikshavn.

Publiceret: 04. April 2017 09:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Esbjerg

ANNONCER
Se flere