Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Op mod 400 flygtninge er på vej til Esbjerg

Esbjerg Kommune gør klar til modtagelsen af op mod 400 flygtninge i 2015

Esbjerg Kommune skal i 2015 modtage 257 flygtninge fra henholdsvis Syrien og Eritrea, som alle har fået opholdstilladelse i Danmark. Med eventuelle familiesammenføringer forventes det, at det endelige antal vil kunne komme op på 400.

Esbjerg Kommune er forpligtet til at anvise flygtningene boliger, og dét er en udfordring, men også en som ser ud til at være løst.

“Jeg vil ikke lægge skjul på, at det kan være en hård nød at knække, når vi skal boligplacere så mange mennesker på en gang. Derfor er jeg glad for, at vi nu har fundet en række placeringer, som vi kan arbejde videre med, siger Johnny Søtrup med henvisning til den behandling som byrådet i sidste uge havde af sagen.

Her blev det besluttet, at Multicentret i Bramming, den gamle børnehave i Hunderup og Nørremarkskolen i Ribe skal være boliger for flygtningene, når de løbende ankommer i løbet af året.

“Det er vigtigt for mig at sige, at de boligplaceringer, vi har arbejdet med, ikke skal fungere som et asylcenter. De mennesker, der nu kommer til vores kommune, har fået opholdstilladelse i Danmark,” siger Johnny Søtrup.

I en pressemeddelelse skriver Esbjerg Kommune også, at kommunen er meget opmærksom på ikke at skabe grobund for miljøer, hvor konflikter kan opstå.

“Det er også en vigtig faktor, at der ikke bliver skabt ghettoer. Derfor er det også en samfundsmæssig opgave at hjælpe de nye borgere godt i gang med deres nye tilværelse. Derfor appellerer Esbjerg Kommune til de lokale virksomheder om at træde i karakter og hjælpe med at finde arbejde til de nye indbyggere. Det er den bedste måde at få dem integreret på. Det er også den letteste måde at lære vores til tider kringlede sprog og få skabt netværk,” skriver kommunen.

Esbjerg Kommune er kun forpligtigt til at anvise flygtningene deres første permanente bolig i kommunen. Ændrer behovet sig, for eksempel ved familiesammenføring, er det ikke kommunens pligt igen at finde en egnet bolig.

Publiceret: 01. Maj 2015 12:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Esbjerg

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt