Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nationalpark Vadehavet med i syddansk fremstød for verdensarv

Nationalpark Vadehavet blev i juni 2014 optaget på UNESCO's liste over verdensarv, og nu tager nationalparken næste skridt ved at indgå i et projekt med de to øvrige verdensarvssteder i Syddanmark, Kongernes Jelling og Christiansfeld med Brødremenigheden.    

Med en støtte fra Region Syddanmarks kulturpulje på to millioner kr. og med bidrag fra de seks deltagende kommuner på tilsammen en million kr. agter de tre verdensarvssteder vest for Storebælt nu at gøre fælles sag for at synliggøre sig over for internationale turister. Samtidig ønsker de at forstærke lokalbefolkningens stolthed af og tilknytning til den kulturarv og naturarv, de bor lige op ad. 

Grænseoverskridende naturarv

Nationalpark Vadehavet er som et af verdens 10 vigtigste vådområder og med status som vildt- og naturreservat eneste naturarv i alliancen. Den er ligeledes den eneste grænseoverskridende verdensarv, idet Vadehavet strækker sig over 500 km i også Tyskland og Holland, som begge blev verdensarv i 2009. 

"Det er glædeligt, at regionens politikere finder de tre verdensarvssteder så attraktive, at de vil støtte det fælles projekt, og at de fire vadehavskommuner samt Vejle og Kolding ligeledes bakker økonomisk op. Det er et meget stærkt signal. Nu skal vi have omsat det operativt og indledt et samarbejde, der er helt nyt for alle parter," siger lederen af sekretariatet for Nationalpark Vadehavet, Peter Saabye Simonsen, i en pressemeddelelse. 

Nationalpark Vadehavet har erfaring i at arbejde internationalt med de tyske og hollandske partnere, og i det hele taget rummer nærheden til særligt det store tyske marked store muligheder. 

"I en kendskabsanalyse fra VisitDenmark opnår vi en fjerdeplads af alle danske attraktioner i Tyskland, hvor 29 procent kender os. Som nationalpark tiltrækker vi også nye og andre nationaliteter, og derudover er begrebet verdensarv mere kendt internationalt. I den globale turisme krydser omkring en milliard mennesker grænser, og af dem tilhører 25 procent – svarende til halvdelen af Europas befolkning – det voksende antal aktive turister, som vi gerne vil tiltrække. Der er i udlandet øget efterspørgsel efter brandede destinationer, herunder verdensarv. Det er ikke masseturisme, ikke konforme grupper, men mere præget af nicher og individualisme," siger Peter Saabye Simonsen.

Lokalt ejerskab og langsigtet samarbejde

Ud over den internationale dimension byder Nationalpark Vadehavet ind med erfaringer i at opbygge partnerskaber med nu ca. 150 virksomheder. Samarbejdet skal sikre gensidighed, ejerskab og engagement.

Peter Saabye Simonsen ser for sig, at det fælles projekt vil sætte sig spor mange år ud i fremtiden, og at de tre verdensarvssteder med fordel sammen vil kunne bearbejde både professionelle partnere og målgrupper. Et eksempel: Hvis et krydstogtskib lægger til i Fredericia, vil det kunne komme alle til gode.        

 

 

Publiceret: 09. Januar 2017 14:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Esbjerg

Fik du læst
Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt