Den netop fyrede Lars Frederiksen ser tilbage på en succesrigtid i Team Esbjerg. Arkivfoto: Jonas Wrede Hansen.
Den netop fyrede Lars Frederiksen ser tilbage på en succesrigtid i Team Esbjerg. Arkivfoto: Jonas Wrede Hansen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lars Frederiksen er skuffet over fyringen

Den succesrige træner forstår slet ikke klubledelsens timing

Efter en smule stilhed fra Team Esbjerg kom der i sidste uge pludselig larm fra håndboldklubben ude på Gl. Vardevej. Først blev det meddelt, at Team Esbjerg fra næste sæson ikke længere skal have en sportschef, hvilket gør, at Thomas Hylle efter seks år i den rolle nu skal sidde i et nyt såkaldt 'advisory board' med fokus på den professionelle håndboldforretning.

Samme dag kom den store nyhed, at klubben havde valgt at fyre Lars Frederiksen som cheftræner efter en skuffende sæson. En besked, som mildest talt kom som lidt af et chok for hovedpersonen selv. For selvom klubben noget skuffende missede slutspillet i den netop overstået sæson, så kommer fyresedlen alligevel som en overraskelse.

“Jeg er chokeret over, at det kommer på det tidspunkt, som det gør. Det kommer midt i opbygningen af et helt nyt hold. Det havde jeg ikke forventet,” lyder det fra Lars Frederiksen, der havde andre forventninger til fremtiden.

“Jeg havde da forestillet mig, at jeg skulle være i klubben i to år mere efter forlængelsen sidste år,” fortæller Lars Frederiksen, der nu er nødt til at kigge andre steder hen at fortsætte sin trænerkarriere efter seks sæsoner i Esbjerg.

Gode minder fra Esbjerg

Og når den netop fyrede træner kigger tilbage på sin tid i Esbjerg, så er det med en masse gode minder, som har kastet flere medaljer af sig og store oplevelser i Europa, hvor holdet i sidste sæson spillede Champions League.

“Seks år er selvfølgelig længe i den samme klub. Da jeg kom til klubben, var det helt andre vilkår, end det er nu. Det er kun gået en vej, og det kulminerede jo sidste år i maj med at vinde DM. Det er helt sikkert en god tid, jeg har haft her og noget, jeg ikke ville have været foruden,” lyder det ærligt fra Lars Frederiksen, som på trods af fyringen godt kan glæde sig over det samarbejde, han har oplevet i klubben.

“Det har været en rigtig fed rejse, vi har været på. Det er absolut nogle gode minder, jeg tager med mig, og jeg har været utrolig glad for spillerne, personerne omkring holdet samt klubledelsen. Jeg har været enig i alle deres beslutninger på nær den sidste,” fortsætter Lars Frederiksen.

Ingen klubber på hånden

I og med at Lars Frederiksen ikke havde set sidste uges fyring komme, har han endnu ikke fundet ud af, hvad fremtiden skal bringe.

“Nej, jeg har ikke noget på hånden. Nu tager jeg det stille og roligt, og så ser jeg, hvad der kommer af tilbud,” fortæller han og fortsætter:

“Nu må jeg bare tænke fremad. Jeg kan ikke gøre så meget ved fyringen udover at sige, at jeg er skuffet.”

Team Esbjerg har allerede bestemt, hvem der skal overtage cheftræner-rollen efter Lars Frederiksen.

Det bliver Jesper Jensen, som under Lars Frederiksen blev hentet til klubben i starten af året som assistenttræner.

Den 39-årige træner har tidligere stået i spidsen Vejen EH's kvinder samt Aalborg Håndbolds herre.

Publiceret: 06. Juni 2017 14:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Esbjerg

ANNONCER
Se flere