Nogle gange siger et billede det hele.
Nogle gange siger et billede det hele.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Foto)
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kommentar: Kollapset er komplet

EfB er ude af det gode selskab og nu venter 1. Division. Men hvad er der sket? Hvordan er det kommet så vidt? Forklaringerne er mange, men først og fremmest handler det om et utal af mærkværdige beslutninger, dårligt lederskab og en klub helt uden DNA.

Kommentar Under normale omstændigheder var EfB for længst rykket ud. Ned i det dårlige selskab i 1. Division.

Holdet var absolut dårligst i Superligaen set over en hel sæson, men den nye struktur gav vestjyderne muligheden for at redde livet i først et nedrykningsspil, dernæst kæmpe om tilværelsen i to playoff-kampe mod AGF, og endelig spille sig til en livline ved at slå Horsens samlet over to opgør.

HØR UGENS PODCAST: EfB's nedrykning og Ribe-Esbjerg HH's sæson bliver vendt

Men intet af det kunne EfB formå. Ganske ligesom holdet - set over en hel sæson - ikke har formået ret meget. Det har været kedeligt og kønsløst. Det har været fantasiløst og famlende. Det har i sandhed været tungt og trist at gå til fodbold i Esbjerg.

Og med søndagens 3-2 nederlag i Horsens står det nu klart, at Esbjerg fB fra næste sæson er at finde i 1. Division. Derouten - efter flere års miserable resultater - er nu total.

Forfærdelige præstationer

Men hvordan er det endt så galt? For EfB's kollaps er jo meget mere end et øjebliksbillede. Det er flere sæsoner, hvor EfB-skuden har taget vand ind, og hvor man desperat har skreget på en kaptajn. Både på banen og på ledelsesgangen.

Først og fremmest handler det jo om nogle spillere, der slet, slet ikke har præsteret. Symptomatisk var resultatet i Horsens da også først og fremmest resultatet af endnu en perlerække af personlige fejl.

Alt for mange spillere har ikke kunne være deres præstationer bekendt, og det er bestemt ikke kun i form af spillemæssig kvalitet. Det er i sandhed også i vilje, fight og en evne til at bløde for trøjen. Det var ikke bare rystende, det var ikke bare beskæmmende, det var næsten ubærligt at høre Mads Hvilsom blive interviewet til tv efter kampen:

“Jeg føler, og det er fandme pinligt at indrømme, at Horsens vil det her mere end os.”

Tænk sig at en spiller, efter den vigtigste kamp i nyere EfB-historie, kan udtale det.

Det siger alt.

Ingen over klubben

Robin Söder, der skifter til belgisk fodbold, bliver ganske givet ikke den eneste spiller, der forlader EfB, efter det nu står endegyldigt klart, at holdet næste år skal friste en tilværelse i den næstbedste række.

Væk er formentlig en stor del af det hold, der sluttede sæsonen. Nogle få vil være 'attraktive' for andre klubber, mens andre bare naturligt vil søge ny arbejdsgiver. Om der bliver tale om en decideret udrensning, er svært at sige.

Men med den spillemæssige kvalitet, der er blevet lagt for dagen, så kan det næsten også være godt det samme.

De spillere, der bliver tilbage, de skal gøre sig fuldstændig klart, hvad det er, der nu venter i 1. Division. Det er langt mindre stadions. Det er langt mindre eksponering. Det er bare langt mindre fedt.

Og på modstanderens banehalvdel står der altså nogle spillere, der bare venter på at smaske de her forhenværende superligaspillere ned. For de skal sgu ikke komme ned og tro, de er noget særligt.

Sådan er gamet bare.

Men først og fremmest skal de tilbageværende spillere være helt og holdent dedikeret til EfB. Til genrejsningen af klubben og til at tage de tæsk, som der uværgerligt kommer.

De skal kunne se sig i klubben i flere år, og de skal føle EfB helt ned i lilletåen. Alt for mange spillere har i denne sæson udvist en lad og ligegyldig indstilling til projektet, og det har - udover resultaterne - været det mest skamfulde at overvære.

Gennem flere sæsoner har vi oplevet spillere, der har brændt alt, alt, alt for lidt for klublogoet. Og tillad mig at pisse det i sne for dem, der skulle være i tvivl; Der er ganske enkelt ingen over klubben.

Så lad dem, der ikke inderligt ønsker at være en del af fornyelsen og genrejsningen af EfB, forlade klubben nu. Skuden er sunket, og der er ikke behov for flere spillere, der er hurtigere til at hoppe i redningsbådene fremfor at gå ned med brask og bram.

Lokalredaktør Rune Weitling
Lokalredaktør Rune Weitling

Hvor er DNA’et?

I EfB taler man i øvrigt gerne om et særligt DNA i klubben.

Undskyld mig, men det klinger altså hult. EfB har intet DNA haft i flere år.

Hvor er den friske og opportunistiske spillestil, der kendetegnede holdet i fordums tid? Den er blæst af sted med vestenvinden. Ingen i fodbolddanmark frygter jo EfB som et aggressivt angrebshold længere. Ja, det har ingen vel reelt gjort i flere år.

Er EfB så et hold med en betondefensiv? Nej, heller ikke. Et dynamisk hold med fart over kanterne? Næh, heller ikke det kan man prale med. Men er EfB så det kontrollerende hold, der besidder kynismen, selv om spillet ikke fungerer? Slet ikke.

Nej, EfB er - og har i lang tid - ikke været noget som helst. Det er faktisk det mest bekymrende. For hvem er man egentlig? Hvor vil man hen? Hvad er det for et projekt, som vi andre, sponsorer og fans særligt, skal købe ind på? Ingen ved det.

Vi vil se ild i øjnene

Selv i de mest betydningsfulde kampe har man haft endog mere end vanskeligt ved at få øje på, at EfB var et hold, der for alt i verden bare ville vinde.

Spørger man træneren, hvad taktikken er, får man jævnligt en sang om, at “man vil spille med en kontrolleret offensiv, men med styr på strukturen.” At “holdet skal forsøge at score i sine gode perioder.”

Undskyld mig, men det behøver man altså ikke en P-licens for at kunne diktere. Det er for tamt.

Lars Lungi Sørensen er den tredje træner på én sæson (!!), og han skal naturligvis kun bedømmes på den tid, som han har haft ansvaret. Han har forsøgt med dirigentstokken, men med et kvalitetsmæssigt svingende fodboldhold har det i sagens natur ikke været let.

Klubmanden fik ellers sat godt med humør og energi ind i holdet i vinterpausen, og man fornemmede og troede på (jeg gjorde i hvert fald), at det måske var dét, der kunne være den afgørende faktor. Det begyndte da også okay, men langsomt sev energi og selvtillid ud af holdet som en slatten ballon, der ligger og taber luft.

Også hos Lungi selv, der godt nok har snakket og snakket om, hvor meget han troede på projektet, men hvor var handlingen, da det gjaldt?

Initiativet fra bænken under kampene får bestemt ikke topkarakter. Man turde for lidt. Og blikket i øjnene har altså heller ikke været for determineret.

Alle har deres egen stil, og Lungi er af natur rolig, afmålt og afbalanceret. Og selv om han ikke behøver forvandle sig til en spradebasse a la Bo Henriksen, så kunne man altså godt ønske sig en smule mere fandenivoldskhed fra vestjyden. Står du som gladiator og skal i ringen til det afgørende slag, så er der altså behov for de store gloser.

Der er behov for en leder, der agerer, så man vil gå gennem ild og vand for ham. Det tyder ikke på, at spillerne har set det i Lars Lungi Sørensen den senere tid. Selv sagde han også efter kampen i søndags, at det skuffede ham, at “det så ud til, Horsens ville det mere.” Men “at sæsonen skal være lærerig.”

Jamen jøsses altså.

Dårlig ledelse

På banen og på sidelinjen er der som nævnt fejlet, og derfor er man nu at finde i 1. Division. Men her i nedturens lys kommer vi bestemt heller ikke uden om, at der også på EfB's ledelsesgang er blevet fejlet.

Der er simpelthen blevet fumlet og famlet med den ene uforståelige beslutning efter den anden de seneste år. Det er altid nemt at være bagklog og mandagstræner, men der er vist ikke mange i fodbolddanmark, der er uenig i, at der er blevet truffet både mærkværdige, uovervejede og fejlslagne beslutninger.

Det er alt lige fra en dyr og uopsigelig kontrakt til Jonas Dal til panikindkøb og en kæmpe kontrakt til Jesper Jørgensen til lån af penge hos sponsorer til løn-udbetalinger.

Det er naturligvis nemt at pege fingre, men hvis der ikke skal være plads til at be' om en smule selvransagelse hos klubben nu, er det svært at finde et andet tidspunkt.

For er det egentlig ikke på sin plads at spørge, om det ikke ville være klogt at få en bare lidt mere fodboldkyndig bestyrelse ind? Jeg er med på, at bestyrelsen skal sørge for de overordnede linjer og sikre en veldreven virksomhed, men det er altså ikke specielt optimalt med en - fungerende - formand, der offentligt melder ud, at han ikke aner noget som helst om fodbold. At han stort set ikke havde set en fodboldkamp, før han kom til EfB. Det er altså et skidt signal.

Og apropos bestyrelsens evne til at drive en veldreven virksomhed, så ved vi alle, hvordan det står til med klubbens økonomi. Det er simpelthen trist med trist på.

Tænk, at det er kommet så vidt. Tænk, hvor meget der er formøblet. Spillerne bærer som nævnt deres del af skylden i form af tabte tv-penge og ikke mindst transferindtægter. Men der hviler et betydeligt ansvar hos bestyrelsen, som ikke har været dens opgave voksen.

En del har siddet der i flere år, måske er det tiden, at de siger tak for nu. Ikke mindst med tanke på den ganske mærkværdige prioritering, som man har set over lang tid. For EfB's deroute er jo mangeårig. Den startede vel reelt med fyringen af Niels Frederiksen.

En anerkendt træner, der måske nok kunne være lidt arrogant i sin gøren og laden, men hvis fodboldfaglighed på ingen måde kunne beklikkes. Manden havde gjort det godt i EfB, selv om resultaterne svigtede i sidste periode. Men da han samtidig begyndte at blive besværlig, sætte spørgsmåplstegn ved klubbens set-up og bede om bedre forhold for ham selv og spillerne, røg han ud med det varme badevand.

Frederiksen blev for enerådig for en bestyrelse og administration, der gerne vil være inde over det meste. Okay, men hvor var plan B så? Ingen steder. Det er altså ualmindelig uprofessionelt.

Ind kom så Jonas Dal (efter flere måneders venten), der ikke havde meget andet på cv'et end en oprykning med Hobro. Det viste sig da også, at hans tanker om fodbold, forpligtende fællesskaber og overlevelsesture ikke faldt i god jord hos de noget mere professionelle spillere i EfB.

Siden kom Colin Todd, og det blev heller ingen succes. Han og den nye chef Ted Van Leeuwen svingede ikke, og så blev der plads til Lars Lungi Sørensen.

Ted Van Leeuwen er jo ellers en mand, der kan noget og som fodbolddanmark ville blive misundelig på. Det måtte vi forstå, da forhenværende direktør Søren Poulsen løftede sløret for, at denne 'giraf' var på vej til Esbjerg. Alligevel blev hollænderen, efter vi havde ventet i månedsvis på ham, præsenteret i larmende stilhed.

Det er så, hvad det er, men mest besynderligt er det nu, at selvsamme Leeuwen nu er i gang med at forny og forandre på mange af de parametre, som Niels Frederiksen blev kylet ud på at ønske.

Udefra set virker det simpelthen helt uden retning. Og det er faktisk også meget stor magt at give en mand, der i nederlagets stund søndag snakkede om, at det jo var svært at ændre en råddenskab, der havde præget en klub så længe. Total mangel på format.

Undskyld mig, men hvad er det i bund og grund lige hollænderen selv har bidraget med? Udover arrogance, store ord, blå LED lys i omklædningsrummet og nogle indkøb, som ingen vel sådan for alvor falder på halen over?

Dedikation er altafgørende

Efter flere år med et decideret sammenrend af dårlige beslutninger, to adm. direktører, en bestyrelsesformand samt flere andre personer der er fortid, er der behov for at finde en kurs nu.

Der er i den grad behov for, at man holder fast i roret, selv om man møder modvind. Der er simpelthen ikke plads til mere vaklen og urolighed i EfB.

Hvis ikke klubben skal udvikle sig til en sand farce, skal der fremfor alt kontinuitet til. Selvindsigten hos ledelse, trænerteam og spillere skal have et eftersyn. Og så skal der først og fremmest én eneste ting til. Dedikation.

Dedikation fra en ny formand, der har i sinde at blive og vise en farbar vej. Dedikation fra en bestyrelse, der holder en lige linje og ikke svajer som vinden blæser. Dedikation fra et trænerteam, der i 1. Division får muligheden for at skabe en spillestil, der er kendetegnene for EfB fremadrettet, og som folk kan se en rød tråd i.

Og ikke mindst dedikation fra de spillere, der vælger at trække den blå-hvide trøje over hovedet i fremtiden. Hvis ikke den bliver hældt i vanddunkene og kommer helt ind under huden, er man ilde stedt. Det er altafgørende for klubbens fremtid.

Er dedikationen til stede hos alle, er det ikke umuligt at se en genrejsning af Esbjergs forenede Boldklubber.

Også selv om det lige nu ser uendeligt tungt og trist ud...

Publiceret: 30. Maj 2017 15:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Esbjerg

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere