Arkivfoto: Jonas Wrede Hansen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kommentar: Det er bare ikke godt nok

De seneste to års finalister, de forsvarende mestre og Champions League deltagerne fra Team Esbjerg nåede ikke med i damernes slutspil i håndbold.

Klubben og trænerteamet er naturligvis skuffede, men tingene lover godt for den kommende sæson, må vi forstå. Det er meget muligt, og indkøbene ser da også spændende ud, men helt så let slipper de nu ikke. For selv om det er sport, bolden er rund og alt det der, så er det ganske enkelt bare ikke godt nok.

Jo jo, der har været skader og graviditeter og en hel masse andet, som har haft en betydning. Men derfra og så til ikke at nå i slutspillet, det er decideret dårligt. Det er langt fra godkendt.

Med Team Esbjergs professionelle set-up og sportslige ambitioner, så er der ingen i og omkring klubben, der kan være bare tilnærmelsesvis tilfredse. Så inden man straks skuer frem og “lægger sæsonen bag sig”, så skal man måske lige evaluere tingene helt igennem.

Har man haft den rigtige trupsammensætning? Er der blevet leveret godt nok fra bænken, når man i så mange kampe kun har spillet godt i 45 minutter? Var det en fejl, at så mange spillere meldte ud, at de ville forlade klubben til sommer? Var det for meget at deltage i tre turneringer? Er man i virkeligheden for afhængige af de store profiler? Og hvad var det lige for en misere med de stemningsskabende trommefolk, der ikke længere måtte stå, hvor de plejer?

Spørgsmålene er mange, nogle er vigtigere end andre at finde svarene på. Kun derigennem kan man bruge rædselssæsonen til noget.

Det er muligt, at vi er blevet godt vant her i det vestjyske, men de forventninger har klubben selv skabt. Med flot spil og med store ambitioner.

Ingen af delene blev indfriet i denne sæson, og det er bare ikke godt nok.

Redaktør, Rune Weitling.
Redaktør, Rune Weitling.
Publiceret: 05. April 2017 11:45
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Esbjerg

ANNONCER
Se flere