Frank Ahlmann er irriteret over, at graffiti-malere for nylig har spraymalet på muren til en bygning, som han er ejer. Foto: Jonas Wrede Hansen
Frank Ahlmann er irriteret over, at graffiti-malere for nylig har spraymalet på muren til en bygning, som han er ejer. Foto: Jonas Wrede Hansen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Graffitioffer: “De bør tænke på, at de generer andre”

Frank Ahlmann føler sig generet af den graffiti, som han mener hærger flere steder på bygninger i Esbjerg

“Man føler en afmagt. For selvom politiet finder frem til dem, der har gjort det, så fjerner det ikke graffitien fra min væg. Det skal jeg selv sørge for, og det er dyrt.”

Frank Ahlmann er bestemt ikke glad for byens graffitimalere. Igennem længere tid har han fået malet graffiti på sin bygning tæt på banegården i Esbjerg. For nylig blev der igen malet, og denne gang var det et stort graffiti-maleri på bygningens facade ud mod gaden.

“Jeg blev ked af det, og så blev jeg rigtig sur,” lyder det fra ham, da han viser hærværket frem på den bygning, hvor han udlejer lejligheder.

Forstår ikke graffitimalerne

For et par uger siden kunne Frank Ahlmann her i avisen læse om en ulovlig graffitimaler fra Esbjerg, der forklarede, hvorfor han maler graffiti. Den ulovlige graffitimaler fortalte blandt andet, at det er kicket, som får ham til at fortsætte med sin kriminalitet.

“Det med, at han sagde, at det var hans sport. Det gjorde mig sur. For det er noget, der rammer andre. Jeg synes, de bør tænke på, at de generer andre,” fortæller Frank Ahlmann, der har haft bygningen ved banegården i omkring seks år.

“Jeg har den sammen med min kone, og vi har brugt en formue på at renovere den, så dem, der gør det her, har ikke nogen medlidenhedsfølelse,” fortsætter Frank Ahlmann.

Han forstår ikke, hvorfor graffitimalerne i Esbjerg ikke bare holder sig til de lovlige vægge ved Streetmekka og Tobakken, når nu de er der i stedet for at genere byens borgere.

Masser af graffiti i området

Frank Ahlmann har også lagt mærke til, at det ikke kun er på sin bygning, at de ulovlige streger bliver placeret.

“Jeg har kørt lidt rundt i området, og der er flere af de andre private bygninger, hvor der også er graffiti,” fortæller han og fortsætter: “Jeg føler mig generet af det, og jeg håber virkelig, at dem, der maler, vil tænke på, at det er private bygninger,” fortæller han.

Frank Ahlmann er da også langt fra den eneste i Esbjerg, der har fået malet graffiti på private bygninger. Det fortæller John F. Lindquist, der er direktør og ejer i Dan Ren Service, som fjerner graffiti i Esbjerg og omegn.

“Vi har haft rigtig travlt siden sommeren og efteråret. Vi kan mærke, at vi får flere og flere opgaver på de store boligblokke og privateejendomme,” fortæller han til avisen og fortsætter:

“Det er primært i den indre by, når vi taler ejendomsbeboelse. Når vi kommer uden for den centrale bydel, så er det mest tags på el-bokse og tv-skabe.”

John F. Lindquist kan godt forstå, at personer som Frank Ahlmann bliver irriteret over graffitimalernes hærværk.

“Mit opråb er, at man politianmelder det med fotodokumentation og får bestilt nogen til at fjerne det. For hvis man venter, så er min erfaring, at det bare kommer mere graffiti. Hvis man fjerner det, så sender man et signal til dem, der maler det,” fortæller John F. Lindquist, der samtidig oplyser, at det vil koste tæt på 3.000 kroner at få fjernet det graffiti, som er på Frank Ahlmanns mur.

“Det er min klare vurdering, at graffiti er eskalereret i Esbjerg,” tilføjer han.

Publiceret: 03. Marts 2017 11:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Esbjerg

Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt