Foto: Musikhuset Esbjerg
Foto: Musikhuset Esbjerg
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Fødselsdag: Musikhuset træder ind i de voksnes rækker

I dag forvandles teenagetid til en voksentilværelse. Og selv om fødslen var hård, så er Musikhuset Esbjerg - lige som alle andre børn - vokset op og blevet en del, som man ikke kunne forestille sig en tilværelse uden

Lige så stormomsust vejret kan være på disse kanter, lige så blæsende var det, da Musikhuset Esbjerg skulle bringes til live.

“Jeg tror næsten, at alle Musikhuse i Danmark er født i smerte,” smiler borgmester Johnny Søtrup, da Lokalavisen fanger ham til en snak om Musikhuset Esbjerg, der også for ham personligt har spillet en betydningsfuld rolle.

“Ja, det var jo en ret væsentlig ting, da jeg blev valgt til borgmester for første gang. Venstre og Socialdemokraterne var for, at vi skulle have et musikhus, men det var Fremskridtspartiet, som var relativt store, bestemt ikke. Jeg sagde så til dem, at de kunne vælge mellem en dirigent fra Venstre eller en dirigent fra Socialdemokraterne, men Musikhuset Esbjerg, DET fik de altså uanset hvad,” griner Johnny Søtrup.

Et hus for alle borgere

Johnny Søtrup er i dag bestyrelsesformand for Musikhuset, og alt tyder på, at det forbliver han at være, selv om han som bekendt fratræder som borgmester efter næste kommunalvalg. Dermed vil han altså fortsat have sin gang i huset, der for ham står som et både centralt og meget betydningsfuldt sted for Esbjerg:

“Selv om det måske ikke var alle esbjergensere, der kunne se idéen med huset, så tror jeg ikke, at der er nogle, som kunne forestille sig Esbjerg uden Musikhuset i dag. Det spiller - og har spillet - en fantastisk rolle i kommunens kulturelle liv. Tænk, hvis alle de oplevelser, som vi gennem tiden har haft der, skulle have fundet sted i den gamle, nedslidte Stadionhal? Nej, Musikhuset Esbjerg er ikke bare et arkitektonisk, men også et kulturelt fyrtårn, som ikke kun er for feinschmeckere, men for alle.”

Foto: Musikhuset Esbjerg
Foto: Musikhuset Esbjerg

Ind i de voksnes rækker

Den markante bygning, som er tegnet af arkitekterne Jørn og Jan Utzon, er som bekendt placeret i Esbjergs bymidte – kun 100 meter fra Torvet og kun få minutters gang fra henholdsvis banegården og havnen. Musikhuset deler desuden foyer med Esbjerg Kunstmuseum og Restaurant Kunstpavillonen, og placeringen har været afgørende for stedet, siger direktør Torben Seldrup:

“Det har været meget betydningsfuldt for os, at vi ligger så bynært. Det bevirker, at vi er en tydelig del af byen og en del af borgernes hverdag. At vi har to 'naboer', betyder også, at de timer om dagen, hvor vi ikke har så mange gæster, så er der alligevel liv i foyeren, det er vi glade for. Den Ny Opera bor jo også hos os, ligesom vi til sommer har glæden af at byde Esbjerg Revyen velkommen,” siger Torben Seldrup, der ser lyst på fremtiden:

“Efter tyve succesfulde år glæder vi os over at være ovre teenagealderen og gå ind i de voksnes rækker. Men det ændrer nu ikke på Musikhusets profil, for vi har fortsat den samme ambition om at være et sted, der er til glæde og gavn for alle. Det er, hvad enten man er til musik, ballet, stand up, teater, opera, revy eller nogle af de mange andre tilbud, som vi har i huset.”

Publiceret: 14. Marts 2017 11:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Esbjerg

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere